HobbyPortal – Din hobbyportal

Et af de tilsyneladende mest populære studier lige nu er studiet i fysioterapi. De unge valfarter til studiet som aldrig før, der er så at sige gået mode i faget. Det er ikke her dag man kommer forbi en fysioterapi klinik, men det afholder ikke de unge fra at ville være netop fysioterapeuter. Og spørgsmålet er om ikke der optages alt for mange på studiet, for der er ikke ret mange jobs, som det ser ud nu. De fleste fysioterapeuter arbejder i dag ikke på privat fysioterapeut klinik men på de offentlige sygehuse, og her er ikke mange jobs at hente. Det kan godt være at konsekvensen af de mange nyuddannede fysioterapeuter i fremtiden vil være en stigning i antallet af private klinikker. Men så melder der sig et nyt spørgsmål: hvor mange danskere er villige til at opsøge en privat fysioterapeut klinik ? De fleste henvises jo gennem sygehuse, som følge af ulykker eller sygdomme, og jeg tror det er tvivlsomt hvor mange der egentligt efterspørger en privat fysioterapeut klinik. De unge “fysser” står altså over for lidt af en udfordring når de efterhånden er ved at være færdigtuddannede og skal ud på arbejdsmarkedet at stå til rådighed.

Jeg har en god ven, der er et rigtigt mærkedyr. Han går kun i mærkevarer, gerne de dyre af slagsen, og ville aldrig drømme om at sætte sine ben i en af de billigere herretøjsbutikker. Faktisk så bruger han hele sin løn hver måned på at kunne købe dyrt tøj, som hans su ikke rækker til. Så da han for nyligt skulle holde fødselsdag, stod der selvfølgelig også en Ralph Lauren skjorte på ønskesedlen, præcist angivet med hensyn til farve, størrelse og model. Da min ven er lidt kræsen (læs: ud over rimelighedens grænser kræsen) virkede den Ralph Lauren skjorte, som den nemme udvej, så jeg slog mig sammen med et par andre og købte sådan en Ralph Lauren skjorte i gave til ham. Men til festen viste det sig desværre at der var rigtigt mange af gæsterne, der havde tænkt at den Ralph Lauren skjorte var den bedste vej ud, så han fik intet mindre end 7 ens skjorter. Hvilket de fleste nok ville have fundet lidt træls, men min ven syntes at den Ralph Lauren skjorte er en klassiker, så han syntes det var helt fint med et mindre lager af den. Jeg må bare sige at jeg ikke ville have været så glad.

Efter en uge på ferie kan man godt få for meget af restauranter og mad, som man ikke selv har lavet. Så kan man vælge take away, og i københavn er der rigeligt af muligheder for take away københavn byder både på sushi, pizza, burgere, sandwich. Ja, der er vel ikke den ting, som man ikke kan få at spise og tage med hjem.
Men det kan man også blive træt af. Så er det rart, at man i stedet kan købe ind i en butik, og så lave sin egen mad. For af en eller anden grund så er en enkelt aften på restaurant rigtig lækkert og man nyder at blive vartet op. Men jo flere aftener man spiser ude, jo mindre taknemmelig bliver man, og pludselig får man bare lyst til at lave sin egen mad, så man ved, hvad man får og selv kan bestemme nøjagtig hvordan det skal laves.
Det er den løsning jeg har valgt i aften. Der vil jeg lave min egen mad. Det bliver simpelt, men jeg vil love, at det bliver godt! Så kan vi tage ud igen imorgen.

Min kæreste og jeg er flyttet sammen for en måneds tid siden og selvom det går godt, så har det været en del diskussioner og mindre magtkampe om hvor skabet skal stå (næsten bogstaveligt talt). Vi er to meget individualistiske mennesker (jep, begge enebørn) og vi vil begge to meget gerne bestemme hvad der skal stå hvor. Meget af tiden er vi enige, men en gang imellem er vi ikke, og så må jeg nok indrømme at jeg har haft en tendens til at få gennemtrumfet min vilje. Under en diskussion om et billede som jeg elsker, men som han hader, gik jeg med til at hvis jeg fik billedet hængt op, så måtte han bestemme en anden ting, som han ville have op. Han tog det næsten som en udfordring og har i en eller anden genbrugsbutik fundet de mest rædselsfulde lampetter, som han vil have op over sengen. Jeg kan simpelthen ikke leve med de rædselsfulde lampetter i mit pæne soveværelse, men jeg kan jo heller ikke sige at han ikke må sætte sine lampetter op – vi havde jo sådan set en aftale. Desværre. Nu ved jeg ikke helt hvordan jeg skal komme uden om de lampetter…

Det kedeligste legetøj er hundrede procent det, der er lavet af træ! Helt ærligt, legetøj, der er tung og hårdt og uden farver? Det er der da ingen børn der gider at lege med! Legetøj i træ er og bliver bare det mest nederen legetøj overhovedet – desværre synes mange voksne bare at det er helt fantastisk (det er jo heller ikke dem der skal lege med det). Jeg kan godt huske legetøj i træ fra min barndom, det var det der aldrig blev leget med i børnehaven, på fritidshjemmet og i venteværelset hos lægen, netop fordi det var så kedeligt! Men de voksne var vilde med det, så legetøj i træ var bare alle vegne. Nu er jeg selv voksen og arbejder i en børnehave og jeg kan se at tingene ikke har ændret sig: de voksne synes stadig at legetøj i træ er Guds gave til menneskeheden, og børnene gider stadig væk ikke at røre det med en ildtang. Så hvornår giver de voksne op og indser at legetøj i træ måske nok tiltaler miljøbevidste voksne, men bare aldrig nogen sinde bliver børnenes favorit? Desværre tror jeg ikke det kommer til at ske i den nærmeste fremtid…

Den nye trend er at vi skal være sunde. Vi skal leve sundt og helst kunne vise alle lige præcis hvor sunde vi nu er. Og det kan mærkes i landets helsekost forretninger: der sælges helsekost som aldrig før, hvilket også giver grobund for en masse nye helsekost forretninger. Og det er alle typer af helsekost, der lige pludseligt sælger helt fantastisk. Folk køber ind af tofu, kosttilskud, speltbrød, og økologiske sager som aldrig før. I sportsbutikkerne mærkes helsebølgen også. Folk stormer ud for at købe løbesko, træningstøj og så videre, fordi nu skal der rigtigt leves sundt. På kioskernes bladhylder er der også opstået en helt ny kategori af helse- og motionsmagasiner.
Men i dette kaos af helse og sundhed, så er det som om at danskerne har glemt den helt almindelige fornuftige og ganske sunde tilgang til tingene: man behøves ikke leve af tofu og gulerødder og løbe ti kilometer dagligt for at være sund. Faktisk giver det bedre mening at vi i stedet spiser helt almindeligt varieret, hjemmelavet og rører os i det daglige. For eksempel tager man trapperne i stedet for elevatoren, eller cykler på arbejde i stedet for at køre i bil. Sund fornuft er bedre en helsekost og atletik træning.

Jeg har egentlig længe tænkt over hvorfor, McDonald’s har haft den fremstormning overalt i verden, siden de første ”restauranter” så dagens lys tilbage for mange år siden efterhånden. Det var først, da jeg så en lille udseendelse om McD-fænomenet, at det begyndte at gå op for mig, hvordan McDonald’s arbejder sig ind på livet af de fleste af os. Det er jo alle, der er afhængige af det – også dem, der ikke sætter sine fødder på McD-grund! For dem, der gør det, lægger en værdi i at kunne afholde sig fra McD-maden. De ser det som en afholdenhed, der gør dem større. Men i virkeligheden ville det jo slet ikke være noget, man lagde nogen værdi i, hvis man var oprigtigt ligeglad. Der findes selvfølgelig også de, der bare er oprigtigt ligeglade med McDonald’s. Og jeg tror, jeg ved hvorfor, McD fungerer, som det gør. De tager fat fra vi er små børn. De har en klovn udadtil (som er ret uhyggelig faktisk), som virkelig appellerer til børnene. Og så giver de legetøj med i deres Happy Meals, som i det hele taget hedder Happy Meals. Det er børnenes verden, og de elsker selvfølgelig at få en overraskelse, et stykke legetøj, selvom det for det meste er noget værre fis. Og når de så forbinder McDonald’s med glæde, er det noget, der hænger ved for os resten af livet. Vi bliver ved med at forbinde McDonald’s-M’et, lugten og synet med noget glædeligt, og derfor giver vi det videre til vores egne børn, selvom de egentlig ikke havde behøvet at lære at forbinde McDonald’s med noget godt, det er noget vi lærer fra start af. Det er lidt uhyggeligt, men de har virkelig overtaget fra barnsben.

Et produktfoto kan få tænderne til at løbe i vand. I hvert fald når det drejer sig om fotos af mad.
Jeg sidder ofte og nærstuderer madanmeldelser, og det er ofte billederne, der får mest opmærksomhed. Så kan jeg sidde der og kigge på det gode mad, der bliver serveret for madanmelderen. Det er ikke så ringe endda.
Ofte er det stillet rigtig flot an, og det ser så indbydende ud, at man får lyst til at besøge restauranten. Derfor synes jeg også, at det er lidt ærgerligt, at de restauranter, der bliver anmeldt, ofte er dyre, så derfor har jeg ikke råd til at komme der.
Men når jeg så kigger godt på de fotos, der følger med madanmeldelsen, og læser teksten, så kan jeg finde ud af, hvordan man laver de lækre retter, og så kan jeg selv gå i gang med at forsøge mig frem.
Det er dog ikke altid, jeg har succes med den slags. Det er i hvert fald sjældent, at min mad kan få det samme antal stjerner, som madanmeldelsen giver i avisen. Men jeg får da lært at lave ny og spændende mad på den måde.